Efter en kort vandring inde i tågen ser du pludselig en ældre herre.
En troldmand!
Frygten er ved at overtage dig. Hvad skal du gøre? Flygte? Kæmpe?
Nej, du må stole på det gode i mennesker. Du skal redde julefrokosten.
Du samler mod til dig. Du synker en klump, tager et stort åndedræt og bevæger dig frem mod troldmandens bål.
“Vær hilset”, siger du i et forsøg på at afvæbne den kritiske situation. Først nu lægger du mærke til troldmandens ufatteligt store smølfe-diller-lignende tryllestav. Du synker en klump og skynder dig at rette blikket tilbage mod troldmandens ansigt.
“Vær hilset, vandre”, svarer troldmanden.
Han ser på dig med et hårdt blik, der efter nogle få intense sekunder løsnes op i lettelse og erstattes af et smil.
“Du må vist være ‘Den Udvalgte’, som min store mester, Jakob, fortalte mig om. Han sagde, at du søger en måde at løfte tågen på? Nuvel. Lad mig forsøge at hjælpe dig på vej.”
“Når du om lidt forlader mit bål og vandrer videre ind i tågen, vil du støde på en række prøvelser. Hver prøvelse vil give dig en ledetråd. Ledetråden i sig selv kan både hjælpe dig og forvirre dig. Intet er skrevet i sten. Svaret, som vil løfte tågen, er ikke et eksakt ord, ikke en eksakt sætning. Det er en forståelse af mening. Det er at vide, hvad der kommer til at ske. Det er at kende sandheden. For andre, der ikke opnår den erkendelse, vil julefrokostlandet fortsat ligge hen i tåge.”
“Forstår du? Nå, det er også lige meget! Tag videre ud i tågen og løs din opgave, før jeg tryller dig om til ukendelighed! Mellem os to, så har jeg sat min penge på dig, så skuf mig nu ikke!”
Du forstår naturligvis hentydningen.